There Will Be Blood (2007)

Olie, ambition og eftertiden

I 1898 finder vi Daniel Plainview allerede begravet i sine ambitioner. Han hugger sig gennem ørkenen i jagten på sølv, men prisen for at finde det bliver et fald der brækker hans ben og efterlader ham kravlende tilbage til virkeligheden, hvilket den næsten helt stille scene definerer som en succes.

Scenen bevidner mandens ambitioner: Den lavmælte søgen efter sølv alene på prærien fortæller hele hans historie og fungerer samtidig som en refleksion af filmens egne ambitioner. Fra romantiske idealer om søgen på lykke, til manien det ender ud i.

Paul Thomas Andersons There Will Be Blood er en nationalspirituel film om idéen om den amerikanske drøm og alle de konsekvenser, det medfører. Daniel Day-Lewis spiller ikke bare Plainview som sin egen lykkes smed, men påtager sig rollen som Amerika, en industriel maskine for hvem intet andet er helligt end selvet. Den ekspansive og ekspanderende drøm om at overvinde alt i søgen på en storhed, der aldrig blev defineret. Den altomsluttende søgen på dét, som kan måle sig med drømmen.

Plainview opnår endeligt den storhed. Vi som publikum definerer den.

DYBETS RIGDOM OG RIGDOMMENS DYB

Ambition er et hovedtema både i filmen og for filmen. Ligesom at Daniel Plainview drives af hans egne umættelige ambitioner løfter filmen selv sløret for tårnhøje målsætninger, der tilsidestiller det historiske aspekt af dens periodisering til fordel for en nær-mytisk fortælling om en verden i forandring og et pragteksemplar på mændene bag det.

Med sølvet vurderet og solgt starter Plainview sin rejse mod uendelig rigdom, men ædelmetallet udskiftes snart med et mere kostbart mål: Olie. Det er i søgen efter olie, at en af hans medarbejdere mistet livet og efterlader et spædbarn, som Plainview adopterer og tager med sig på sin rejse - en beslutning som tilslører kernen af manden hvis motiver endnu er uklare for os.

Da han får overleveret informationer om et hidtil utappet oliefelt i et lille landsbysamfund er det med sønnen, H.W. Plainview, under armen, at Plainview rejser dertil for først at undersøge, og så tilrage sig rettigheden til olien. Plainviews salgstale til byens beboere beror på idéen om en arketypisk karakter ("I'm an oil man," siger han), en slags kapitalistisk frelser hvis industri vil få byen til at blomstre hvis bare han får lov at bore.

Men når først olien begynder at flyde, fortæres alt andet i verden.

Vi forankres i borebissernes arbejdsliv og byen der danner ramme om det, men får aldrig noget andet at se, som om at verden uden for er henlagt i skyggen af magnatens evige søgen på mere, og byen selv bliver et uvilligt offer for hans ambition. Han bliver en djævelsk rival til den naive, godtroende lokalbefolkning hvis centrum er kirken, før de når at indse det.

Det samfund både karaktiseres og tilsidesættes af den unge præst, Eli Sunday, hvis bror ansporerede Plainview i byens retning. De to mænds spirituelle magtkamp udspiller sig som lige dele drama og gyser, og samspillet mellem Daniel Day-Lewis' magtfuldkomne Plainview og Paul Danos aspirantlignende Sunday er et mesterligt sammenstød af voldsommeste karakter, selv helt uden blod.

Men filmens titel er ikke en skjult metafor. Den er en advarsel.

AMERIKA: ET PORTRÆT

Derfor er det også slående, at byen som størstedelen af filmens handling foregår i - halv arbejdsplads, halv gudsbenådet bønnested - aldrig rigtig er dér der. Som om, at fortællingen vi præsenteres for er intet andet end en feberdrøm i kameralinsen hvis eget, skiftende sind drømmer om et Amerika, der kun kan findes i den virkelighed, der afledte historien: I et hul i ørknen, afskåret fra alt andet og alle andre.

Det ville være synd at kalde There Will Be Blood for udelukkende en allegori for amerikansk selvforståelse og industriel magthaven, men det er ligeledes svært at ignorere tegnene på, at Paul Thomas Anderson giver stemme til en kritik af det system, der har defineret hans hjemland. Et system hvis ambitioner ender i guldbelagt storhed og et Babeltårn af ophuggede kranier.

I takt med Plainviews indtagen af den lille by og opbygningen af hans industrielle kompleks forøges spændingen også, både blandt karakterene og i den lille verden omkring dem. Lufttrykket kulminerer i en eksplosion ved et af olietårnene, og H.W. bliver fanget i det efterfølgende kaos. Plainviews umiddelbare reaktion på uheldet er den samme menneskelighed, der tilsyneladende fik ham til at påtage ansvaret for drengen originalt, men det udfordrer også det partnerskab, som far og søn har opbygget.

H.W. mister hørelsen som resultat af eksplosionen, men Plainview løber tilbage mod infernoet. Han vil se flammerne fortære det sorte guld, han så desperat har arbejdet for.

At boretårnet står i flammer foran en knælende Plainview bevidner ikke en ende på ambitionerne, men er snarere et fyrtårn af vilje for manden, der vil eje verden.

GUDSFORAGT OG GRISKHED

Mens hans imperie vokser, møder Plainview mindre og mindre modstand fra andre dele af markedet: Hans opkøb af land i filmens centrum positionerer ham uovertruffentligt, og heller ikke arbejdsulykkerne kan stå imod hans vilje til at besejre al modstand. Den største rival bliver dermed ikke et ligesindet olieselskab, men modsætningen: Eli Sunday, præstesønnen.

Det var Elis bror, Paul Sunday, der originalt solgte information om landsbyen olierige undergrund til Plainview, men det er Eli der må modsætte sig titanen der nu forsøger at udvinde det hele. Jorden blev solgt for billigt, mener han; Plainview efterlever ikke de krav, de satte for ham; Gud har forladt dem alle, da de bed djævlen træde blandt dem.

Sunday er ligesom Plainview en stædig, standhaftig figur, men i modsætning til hovedkarakteren er han til enhver tid omgivet af sin flok - sin familie, faren han mener solgte ud a ren naivitet, og landsbyens trossamfund, som alle tropper op til tjenesterne om søndagen for at høre Eli prædike. Gennem disse prædikener og det split de omtaler mellem byens folk og de tilflyttede arbejdere (og ikke mindst deres chef), forstås en klar arv til den western-genre, som filmen bærer fanen for, om end mellem linjerne. Der er ingen våben eller togrøverier eller flugtscener til hest, men der er udviklingen, der overvælder lokalsamfundet, og truer med at knække det fuldbyrdet.

Det er igennem sine prædikener, at Sunday udfordrer Plainview, og selvom truslen altid er langt væk og lille, bider den mere og mere fast i den stædige oliebarons indre, og spændingen mellem de to mænd slår gnister men står ikke i flammer. Det er en åndelig kamp om håb og fremtid, men Sunday og Plainview ligner hinanden langt mere, end nogen af dem vil indrømme.

Forskellen findes mellem pengenes magt og guds magt, og hvilken de hver især tilslutter sig. Og hvad forskellen i sidste ende er, når terningerne er kastet.

MENNESKET OG MONSTERET

Plainviews menneskelighed ender samtidig under luppen af en anden årsag. Lige som oliemaskineriet pumper jorden tom i døgndrift, dukker en ukendt mand op, som påstår at være Plainviews bror. Det er en tvivlsom påstand ikke bare fordi, at han pludselig dukker op midt i succesen, men til dels også fordi vi som publikum gennem filmet har indtaget en del af Plainview selv - den usammenlignelige præstation fra Day-Lewis, og det overrumplende maskineri bag, borer sig ind i sindet som var der olie at finde - og selvom der intet bevis foreligger, er man naturligt skeptisk overfor den nyankomne bror, Henry.

Jo mere desto overraskende er det selvsagt, at Plainview ikke lader til at gøre mere ud af den skepticisme. Måske det er en chance for ham at genfinde sig selv i øjet af succesens orkan, eller måske er det blot en facade han opstiller over for Henry som han gør over for alle, men han lader til at acceptere ham og betro sig til ham mere, end han har gjort på noget tidspunkt. Måske ønsket om familierelationer rager dybere end manden selv vil indrømme.

I mørket af deres næsten kærlige samtaler om deres respektive liv løfter vi for alvor sløret for Plainviews indre, måske mere oprigtigt end på noget andet tidspunkt. Hvor Henry har vandret omkring på må og få har Plainview altid haft ét mål i sigte: At vinde, ikke bare over sig selv, men over andre. “I want no one else to succeed,” siger han. Og i hans nærvær er der få der gør.

H.W. er dog mindre overbevist om Henrys intentioner, og i frustration sætter han en nat ild til hytten hvor Henry sover. Selvom det ikke ender ulykkeligt for nogen, vælger Plainview at sende sin søn på kostskole - væk fra olien, væk fra livet og væk fra hans egen far og eneste familie.

ÆREFRYGT OG YDMYGHED

Den langsomme, spirituelle kamp mellem Plainview og Sunday trækker til i takt med, at Plainview har færre og færre mennesker omkring sig. Med H.W.'s exit får præsten et nyt værktøj i sin kamp, og hans intensiverede prædikener rækker længere og længere ud over stepperne. En dag finder vi Plainview i Sundays kirke med en bagtanke om, at sikre det sidste stykke land, han endnu ikke har kunne opkøbe. Men i stedet finder vi et opgør.

Det er ikke en klassisk Western standoff med seksløbere og skuende øjne, men en spontant opstået og inderlig fejde mellem to titaner, udspillet foran gud og hver mand.

I forlængelse af en prædiken om, at ikke alle kan blive frelst - kun dem, der er villige til at forsone - melder Plainview sig frivilligt som synder. Hans motiv står stadig klart for ham, men da han indtager alteret forandres hans og vores forventninger. For første gang er han underlagt Sundays magt. Hvor han tidligere i filmen overværede en prædiken om onde ånder og gigtfordrivelse i stilhed, bliver han her konfronteret ikke bare med Sunday, men med sig selv, og synet er ikke behaligt.

Det er en udrensning af Plainview, Sunday forsøger sig med. Sindskampen, der én gang for alle må definere, hvilken slags mand, oliemanden virkelig er.

Sundays bøn virker for Plainview virker ikke umiddelbart til at have en effekt, men idet han benævner sønnen og Plainviews afgivelse af H.W., står der alligevel et spir af lys i de dybe øjne. Scenen kulminerer i Plainviews selverkendelse - "I've abandoned my child" - men konklusionen er endnu tvetydig. Karakteren vi er blevet bekendt med på tværs af filmen op til nu er snu og sløret; Højere magter lader til at pralle af på ham, og simpel medmenneskelighed er en luksus han forkastede langt forinden.

Alligevel spirer et lys i form af familien. Familien Plainview aldrig havde, og familien Sunday aldrig kunne tilgive.

Som dåbsbassinet gøres klar til at udviske Plainviews synder rinder en dybere flod i publikums sind. Her er ikke tale om djævle og engelbørn, men om egotismen der fremtvinges af ambition. Ambitioner om rigdom og magt, hellighed og selveje. Drømmen om lykke i forfaldets land. Elis drøm om at vinde over Plainview, og Plainviews drøm om, at ingen andre end ham selv nogen sinde må vinde.

Synderne forkastes ikke. De marcherer fremad.

EFTERTIDEN

I sidste ende får Plainview alt det, han drømte om i filmens første scene. Sølvåren forvandlet til et olieimperie. Præriens isolation nu i storstilet pragt i et palads af et hus, han sidder alene tilbage i, med ansigtsløse tjenere og udhulede, rungende lokaler. Til sidst har han vundet.

En nu fuldvoksen H.W. ankommer for at fortælle sin far om sit liv. Han vil også bore efter olie, fortæller han på tegnsprog, og gå i farens fodspor. Men manden der løb for livet da det gjaldt H.W., som adopterede ham og opfostrede ham, som tog ham med som en ligesinde partner i en verden af fjender, ser det ikke som andet end en udfordring. Endnu en konkurrent at knuse på en grusom markedsplads hvor mænds sjæle forhandles til bedste pris og floderne flyder med olie og blod. En verden af huller i jorden har ingen plads til dem, der falder. Og nu, for alvor, står Plainview fuldt forplantet i sin egen inderlighed, uden plads til andre - ikke engang H.W.

Plainviews senere år iscenesættes som en tragedie badet i storhed. Plainview selv, som den arrogante, foragtelige konge på toppen af bjerget, som aldrig vil forstå, hvorfor hans sejr ikke bragte lykken med sig.

Eli Sunday dukker op, fortvivlet og desperat. Hans kortsigtede, åndelige sejr i dåbsscenen er et bortfaldent kapitel. Uanset hvor meget han tigger, hvor meget han end prøver at vinde i sit sidste, desperate forsøg på det, nytter det lige meget.

Plainview er ikke en mand, man kan overtale, overvinde eller ræsonnere med. At Sunday ikke har indset det endnu skyldes en af de træk, de to har tilfælles: Arrogancen og selvhøjtideligheden. For trods al sin prædiken og bedrevidenhed ville Sunday vinde dagen. Men han havde aldrig en chance.

Plainview, nådesløs og uhyggelig, bliver som et monster, og ikke for første gang i filmen tordner han over Sunday med fagter og trusler, indtil den uvetydige og endegyldige dom falder. Og alt, han har tilbage at sige er:

"I'm finished."