Bye-bye, Bevægende Billeder

Filmrullen er kørt igennem, og Bevægende Billeder-serien er ved vejs ende. Det har været en kortfattet rejse gennem nogle favoritter, som hver især har været skelsættende for min opfattelse af mediet. Som lyset sagte tændes langs væggene og dørene åbnes på ny, er det også blevet tid til de proverbielle rulletekster, som man ligesom i biografen meget let kan se bort fra, for at nå det næste tog. Men de fortjener da også at være der.

Årene, der gik

24 i sekundet har indtil nu lagt lokaler til film fra fire årtier: fra 1973s The Exorcist til 2016s Spotlight.

Den garvede læser kan nok fornemme en vis forkærlighed hos undertegnede for 1970erne, hvorfra så stor en andel af vores filmkunst selv i dag afkommer. Singin’ in the Rain og Some Like it Hot har ikke været på bedding, til fordel for New Hollywood-afkastet, som også lægger bund for både There Will Be Blood og Spotlight, de to repræsentanter fra det nye årtusinde. Det har betydet en udeblivelse af store gennembrud i filmens historie - fra de tekniske finpudsninger i første tredjedel af det 20. århundrede til de forfinede detaljer i krigs- og efterkrigstiden til de gyldne år - men alt er trods alt lig alt andet, historisk set. Ingen fremtid uden nutid uden fortid. Hver ting til sin tid.

Men en slående mangel på en ambassadør fra 1990ernes ellers livlige lærreder udestår også, hvilket måske kan falde kritikeren for øje. Det kan næppe siges at være på grund af et svagt årti - men sådan faldt brikkerne. Det efterlader udelukkende flere muligheder for fremtiden, når selv gode ruller klippes fra - og det er næppe uoverkommeligt at finde værdige emner at tale om, når det gælder det 20. århundredes sidste kald.

Hvem er hvem (og hvem er ikke)?

Modsat årtierne har der ikke været nogen gentagende instruktører at finde i Bevægende Billeder - et klokkeklart kriterie fra start, som ikke desto mindre blev udfordret omkring halvvejspunktet, da valget mellem Blade Runner og Alien blev for svært (her vandt årtierne - en tredje ‘70er film blev for indædt).

Men seks instruktører er jo ikke alverden, og det står i øjnene, at de alle er (nutildags) veletablerede, succesrige hvide mænd, hvis film også betegner branchens mange bias på hver deres måde. De valgte film omhandler sågar primært (dog ikke eksklusivt) mandlige karakterer. The Exorcist trækker for stor en vægt i den sammenhæng, og måske det var her, ‘90erne rigtigt kunne komme i spil.

Tager man virkelig den sjælesøgende ånd i brug og spænder dykkerdragten godt fast til omvandring på ‘kunne-være’-havets bund, er der meget få kvindelige instruktører, som falder i sinde fra ‘dengang.’ Mine horisonter favner flere breddegrader nu om dage, og hele filmindustrien har da også bevæget sig frem, men det er ikke desto mindre pudsigt, for mangel på ord, at ikke en eneste kvindelig instruktør dukker op i dybet, når de formative film skal indfanges. Det kan heldigvis indhentes, og de filmiske strømme er trods alt ikke tørlagte helt endnu.

Lærredets lod

Vi kan alle sammen grave ned i Netflix-historikker og gamle jakkelommer med afstumpede billetrester fra en livstid siden, for film er et lykkeligt egalitært land, hvor alle er lige velkomne, og det er de færreste, som slet ikke ser film. Selv i en tid hvor indtryk (og udtryk) skæres til og til i det kortfattedes navn strækker filmkunsten sig endnu vidt i form af streaming-tjenester og biografiske events.

Industrien lider under en verden i konstant udvikling, men kunsten forbliver gængse, og det er selvsagt umuligt for enhver at se alle film, der måtte pryde skærmene. Derfor er der også en oplagt mulighed for at grave en smule dybere - ned gennem historien eller ud mod marginalerne af, hvad vi normalvis dyrker.

Alt er lig alt andet

At Bevægende Billeder takker af her, er ikke ensbetydende med, at 24 i sekundet gør det. Der er endnu meget at tale om, når det gælder film - fra klassikerne til kult-filmene, genrehits til indiechok, prisvindere og perler, du måske slet ikke kender.

Målet forbliver dog det samme. At inspirere mere end at informere; at søge mod dybder hellere end bredder; at se frem for at kigge. Fra den gængse underholdning til den oplysende rejse i filmkunstens navn. Der er mange former for kunst, man kan fordybe sig i. Så hvorfor ikke film?

Tak, for at læse med.