Blade Runner (1982)

Om en fremtid i forfald

Endeløse vindueslys strækker sig mod en uvirkelig horisont, en to-dimensionel diskokugle omgivet af brændende fyr. En evig by virker til at dække alt til i lige dele koldt lys og reklamesøjler: Et usselt syn uden skyggen af en verden udenfor, en verden der måske ikke er henlagt i mørket men snarere opslugt af det. Fra første minut lægger Ridley Scotts Blade Runner al vægt på det æstetiske, det sanselige og den uhyggelige skønhed, filmen pionerede, som vi i dag kender som cyber punk. To år senere udkom Neuromancer af William Gibson og cementerede den ellers niché genre i bredere grad, men Blade Runner er hovedværket for en bundløs æstetik, hvis horisont kun er at finde i sindet, for på lærredet slutter ingenting.

Filmens ophav er Philip K. Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep? fra 1968, men det er en ny konfiguration af historien, selvom præmisset er det samme: Rick Deckard er en blade runner, halv politidetektiv, halv dusørjæger hvis virke det er at opspore og "pensionere" undslupne replicanter (menneskelignende robotter; androider), og hans seneste opgave sender ham i sporet på fire af slagsen, der er taget til jorden i et forsøg på at forlænge deres ellers begrænsede levetid. Romanens religiøsitet udskiftes med tematiske apokalypser, som den endeløse regn der konstant falder over byen i takt med det evigt kolde lys, den er badet i. Prosa oversættes til billeder indtil ordene svinder ud og vi efterlades i et sammensurium af oldtidssøjler og affaldsspande, tilfældige afbrændinger i gadebilledet og en hel verden under ét tag, i én by, på ét og samme tidspunkt. Et komprimeret verdensbillede der gør byen til en bibelsk ark lige så meget, som en helvedes ring.

I centrum står Deckard: en sand hovedperson, hvis motivationer, idealer og eksistens drages i konstant tvivl , men hvis mission er enkel og letforståelig: Find og eliminér truslen. Spørgsmålet bliver bare, hvorfor? Og for hvad?

Spørgsmålet om, hvad der overhovedet udgøre et menneske, er selvsagt et centralt tema i Blade Runner - i en sådan grad, at Deckards egen menneskelighed fortsat debatteres i dag (blot man ser bort fra Denis Villeneuves forsøg på en opfølger fra 2017), men egentlig er sandheden om hvem er hvad ikke det vigtige, slet ikke set med nutidens øjne. I en verden hvor deepfakes paraderes verden over af uforstående magthavere og selvisolerede teenagere på lige fod bliver spørgsmålet om menneskets menneskelighed dyrket på ny, uagtet hvor oldgammelt dets ophav er. Blade Runner var bestemt ikke oprindelsen af spørgsmålet, men dens måde at undersøge det på er interessant, fordi det accepterer mennesket som et flertalsord.

Den verden, filmen opsætter, er sammensat på kryds og tværs af tid og rum, på en måde der kortlægger de mange facetter af det, vi kalder mennesket. Japansk industri og kultur agerer både en stille påmindelse om de udfordringer USA's egen industri og kultur stod over for i 1970'erne, da japansk bilproduktion bragede frem i takt med oliekrisen, og som led i en større global sammenhæng, primært sammensat af Japan, USA selv og Tyskland: En triangulering af globale breddegrader, der indrammer hele kloden. Den globalisering fremgår også af bl.a. Neuromancer og er et kernepunkt i cyber punk-genren, men den selvbevidste måde hvorpå Blade Runner udviser den beriges af selve historiens simple gang. Med andre ord distraheres vi ikke af komplekse anliggender mellem vidtgående karakterer, men forføres af omgivelserne, uden nødvendigvis at opdage det.

For selvom Blade Runner er en overdådig film, er den også præget af et tempo, der ikke altid fanger. Meget af det mest betagende ved den ligger i scenografien og omgivelserne, og de blide penselstrøg af skuespil og actionsekvenser tilsidesættes når baggrunden stikker dybere end forgrunden. Den skal ikke bare læses mellem linjerne, Blade Runner eksisterer stærkest bag dem, som skyggen af den verden, den er født af.

Det er noget af en fordømmelse over publikum, at filmens første reelle scene er et eksempel på en Voight-Kampff-test, det empati-baserede interview, som blade runnere benytter for at afsløre replicanter. Vi kigger på tværs af langbordet over hvilket det foregår, men vi får også indblik hos både intervieweren og den interviewede. Som om vores egen menneskelighed står for skud. Men en dramatisk sceneafslutning frifinder os før alt håb er ude, og vi møder Deckard for første gang, da han arver opgaven om, at udslette de undslupne replicanter.

Vi bliver selvsagt aldrig fortalt, hvorfor replicanter udgør en fare, blot at de ikke kan tolereres i det menneskelige samfund: De skal i stedet bruges som arbejdere på koloniverdener i rummet, hvor deres overmenneskelige evner bedst kan bruges, og hvor det ikke gør noget, at erstatte dem hver fjerde år. Men der er en klar undertone om, at benyttelsen af denne form for arbejdskraft ikke udgør en medmenneskelighed eller et ideal om at beskytte "rigtige" mennesker, i hvert fald ikke dem, der fortsat er bosat på jorden, for her er medmenneskelighed ikke et begreb, der stormer frem i sindet, når vi ser på resultatet af den evige urbanitet på baggrund af et biologisk verdensfald.

Genteknologiske varer af organer og levende dyr forhandles blandt madboderne, og det evige, koldhvide skær hiver sig langs slummen som en påmindelse om, at varme og velkommen hører sig fortiden til. Slangeskind og øgleæg ved verdens ende. En jord uden liv, og liv uden sjæl. Og alligevel er den kongregerede verden fuld af liv: Mennesket i alle afskygninger vrimler gennem vanddrevne gader i en hverdag vi aldrig kan forstå, spejlbilleder af den faldne regn der indsnævrer alt, men med den endegyldige og utvetydige konklusion, at dette ér verdens ende, at der ikke ér andet uden for den noir-inspirerede by. Det er noget vi mindes om, hver gang reklamesøjlerne (og zeppelinerne) påkaldet folket til, at rejse "offworld."

Væk fra jorden. Væk fra mennesket.

Det er selvsagt ikke en løsning, der gør sig gældende i filmen, men et løfte som bevidner en verden i forfald, hvor mennesket - det almindelige, simple menneske - ikke længere kan overleve, uagtet replicanterne. For det er ikke de fire mål, Deckard er efter, der udgør faren: De er blot spejlet til den fare, som menneskeheden selv har skabt sig. Tyrell, opfinderen og forretningsmanden bag replicanterne, har befæstet sig i en oldtidslignende pyramide der tårner over et ellers genkendeligt centrum, og da han beder Deckard forsøge sig med at interviewe hans medarbejder, Rachael - for at se Voight-Kampff-testen fejle, da Rachael er menneske - finder Deckard ud af det, Rachael ikke ved endnu. At hun ikke er menneske, men replicant.

Testen er længere end normal, fordi teknologien er bedre. En nær-profetisk indsigt i det selvsamme dilemma menneskeheden befinder sig i her og nu, i det 21. århundrede, hvor såkaldt AI-teknologi, bygget på reel, menneskelig data, bliver i større og større grad umuligt at skelne fra virkeligheden. At Rachael ikke ved, at hun er replicant, tilsvarer den vidtspredte datamining, der ligger til grund for nutidens menneskeskabte sindsdystopi.

For om vi vil det eller ej, så er vi alle sammen gengivet i dag. Digitale skygger, der på kort tid kan manifesteres uden vores viden eller samtykke, og med samme begrundelse, som Tyrell giver Deckard: handel.

Rachaels minder og tilsyneladende menneskelighed er kopieret (replicated, deraf navnet) fra Tyrells niece, men hun tror selv, at det er hendes egne, for hun er i virkeligheden kun et eksperiment til den næste generation af gengivelser, eller gengangere, som Tyrell arbejder på. Mere avancerece, mere uigennemsigtige, mere snu til, at snige sig forbi empatitesten og agere på vegne af mennesket. Som en slave umiddelbart, men måske snarere som en erstatning. Hvor Tyrell forestiller sig det vil ende, finder vi aldrig ud af, og det når aldrig dertil i filmen. For vores eget vedkommende er spørgsmålet måske nærmere, hvad det gør for vores opfattelse af hvem vi er, hvis ikke unikke, ukopierlige væsener. Hvordan vi endte her.

Og hvor langt det rækker nu, hvor vi er her.

Det bringer os tilbage til Deckard selv, den enigmatiske hovedperson hvis egen menneskelighed var et stort spørgsmålstegn i 35 år.

Hans skæbne hænger i nogen grad på Rachaels skæbne. Hendes (forståelige) eksistentielle krise, da hun indser at hun ikke er menneske, leder de to ind i et umage forhold, der foruden at være forrygt i sig selv (også i 1982), kobler dem sammen på liv og uliv. I takt med at deres fælles historie udfolder sig som forventet bliver Deckard og Rachael en sammensmeltet enhed, som to stykker papir foldet på kryds og tværs af hinanden indtil ingen ved hvor det ene begynder og det andet ender. Men spekulation er der nok af.

Deckard, som er blevet mere eller mindre tvunget til at påtage sig opgaven med at finde og eliminere replicanterne, bliver fulgt på afstand af politiet, henholdsvis Bryant og Gaff. Bryant som den klassiske noir-skikkelse af en sergent, og Gaff som et genfærd der spøger i Deckards fodtrin, er ikke just lykkelig for at påtage sig opgaven - eller Rachaels samvittighed. Han er, på mange måder, en klassisk noir-figur, uvillig og inadvendt, men hans menneskelighed skinner alligevel igennem hele vejen, hvilket selvfølgelig kun leder til endnu mere spekulation. Hvis alle hans led knirkede som et olie-tørstigt hængsel ville der næppe være meget at snakke om. Men han er politimand i klassisk forstand, uvillig eller ej, og med det følger en lidenskab og en vilje til at afslutte en sag, han ikke selv har stablet sammen, men som han heller ikke har chancen for at løbe fra. Det er kun når Rachael bliver inddraget som et potentielt mål for efterforskningen, at han stiller spørgsmålstegn.

Den anden primære replicant, Roy Batty, er mål nummer et, spillet af Rutger Hauer i en af filmkunstens største antagonistiske præstationer. Lederen af den undslupne gruppe og en skurkekarakter i særklasse, netop fordi han ikke bare er skurken - Tyrell er - Roy er en mand, der blev skabt med udløbsdato, som ikke vil godtage dén beslutning, og med det gøres han mere menneskelig, end Tyrell nogensinde var. Tyrell, som gjorde sin niece til eksperiment. Roy, som bare vil leve, men som må dø. Hans afsluttende monolog på et hustag i den evige regn må betegnes, med de blot 42 ord, som en af filmens største milepæle.

Minder vil gå tabt, siger han, ved hans død. Minder, som ingen andre på jorden eller uden for den har. Utrolige bevægelser i universets uendelige der sidder i ham som hænderne på et ur, som blodet i en åre. Alle de storslåetheder universet har at byde på, som mennesket havde ment sig selv den rette herre over i rumudforskningens navn går tabt, uden at noget menneske nogensinde oplevede det. Uden at verden blev et bedre sted, fordi teknologien stoppede med at håbe og startede med at tjene. Alt går tabt.

Som tårer i regn.

Måske er det en meget pessimistisk læsning af Blade Runner: At teknologiske fremskridt vi mærker i dag, kun er et ondsindet værktøj for en digital elite der sidder i forgyldte cyberpyramider og leger gud med hvermandseje. Måske er Roy Batty den virkelige skurk. Måske er tilfældige digitale gengivelser og dataindsamling en konsekvens af den globale verden, vi ikke kan undgå. Måske var Blade Runner bare et filmisk lærred for en postmoderne kulturmani, der brugte nogle pæne ord og flotte billeder. Måske skal man slet ikke gå op i hvad det vil sige, at være menneske, for det er man vel under alle omstændigheder, alt andet uagtet.

Er man ikke?

Gaffs sidste ord til Deckard kan tolkes på tyvetusinde forskellige måder, men jeg vælger at se det som, at replicanterne i virkeligheden ikke er umenneskelige. "She won't live," siger han, "But then again, who does?"

Sagt med andre ord: Så anderledes er Rachael ikke, i sidste ende. Men var det nogensinde hende og de andre replicanter, der var problemet?

Blade Runners åbne afslutning afgiver en vis glød af håb om, at verden kan blive bedre, selvom tonen som altid sender kuldegysninger gennem lærredet. Måske er det derfor, Blade Runner fortsat er så relevant: Selvom dens cyber punk-indstilling er tildækket af råhed og usympati, vender den aldrig ryggen til en verden, der stadig kan være anderledes. Som film er det et åbenlyst positiv spin på en ellers kritisk fortælling, men som fortælling i sig selv er det en definerende vision af det mest menneskelige af alt.

Håb.