Sandheder & Søgelys

All the President’s Men, Spotlight og idealet om oplysning i mørke tider.

Vi starter i mørket, endnu uvidende om misgerningerne det skjuler. Et enkeltstående tilfælde sætter tonen og lægger bund til fortællingen: Et indbrud på et hotel, anholdelsen af en præst. Vi kunne fristes til at tro det er konflikten resten af filmen kredser om, men det er kun startskuddet på en tilsyneladende endeløs parade af grumme varsler vi har i vente, hvis åbenbaringer og eftervirkning giver genlyd verden over.

Beskrivelsen ovenfor passer til både All the President’s Men og Spotlight, to film om dystre kendsgerninger og menneskene der arbejder utrætteligt for at kaste et lys på dem. Det er ikke et tilfælde: Spotlight, som udkom i 2015, hæfter sig ved sin forgænger fra 1976 ved hvert et punkt, men alligevel er de to markant forskellige hvad tone angår. Én er en skelsættende politisk thriller, indhyldet i virkelighedens halvfantastiske drama og tidens ånd, den anden en emotionel mavepuster der udskifter Washingtons politiske højder med Vatikanets omsluttende spir. De deler dog et fælles, men sjældent element: De er film om journalistik og journalister, hvis virke er sandheden.

Det er film om sandheder. I begge tilfælde er konklusionerne ubestridte, og i begge tilfælde er det svære sandheder om en verden malet af fejlbarhed. Som film udfordrer de os til at undersøge verden omkring os på samme vis som journalisterne de omhandler, uden at miste håbet på den verden, selv når vi kommer ansigt til ansigt med dens værste sider. Film om de små lys, natten ikke kan skjule.

I All the President’s Men er Woodward og Bernstein oppe imod alt og alle i deres jagt på sandheden omkring indbruddet ved Watergate Hotellet og det republikanske system bag det. Rebet de hiver i ender tilsyneladende ikke, men fordi filmen blev udgivet to år efter Richard Nixons fratræden ved vi godt, hvor langt op det egentlig strækker sig. Af samme årsag slutter filmen halvvejs igennem dens boglige ophav, lang tid før konsekvensen bliver at mærke. Vi har ikke brug for at se konklusionen fordi vi kender den på forhånd. Det vi har brug for at se, det filmen handler om, er rejsen dertil, og de journalistiske penselstrøg der udgør Nixons fald i en skelsættende periode i amerikansk politik.

Historien om Watergate gør op med amerikanske idealer om troværdighed og ære, der siden hen blev tilsidesat for polemik og kynisme. Nixon repræsenterer en verden i forfald: En nedsunket karakter uden frygt for vederstyggelighed og dystre kneb, men fra en gammel verden, som i højere og højere grad gik retsgang i amerikansk kultur. Skiftet fra en uklar optimisme omkring en forandret og forbedret verden i 1960erne til den mere rå, ironiske fortælling som 1970erne opstiller, er klart fremstillet i filmen igennem Woodward og Bernstein: Begge unge, dygtige journalister der kun får lov til at opsøge historiens dybere betydning med et nik fra en ældre generation. All the President’s Men placeres centralt i den kulturkrig som filmkunsten fortsatte efter den støvede revolutions fejlen i slutningen af 1960erne. Det er ikke et optimistisk indblik, som sådan, men det er ikke håbløst, heller. For så længe livet raserer i ildsjæle, vil sandheden vinde frem - og den er værd at vente på.

Spotlight, derimod, følger historien til dørs. Den første scene der viser anholdelsen af Father Geoghan, in katolsk præst i Boston, sætter historien i gang, men ligesom Watergate indbruddet er det en istap på den gletsjer af bedrag, der følger. Boston er en mere intim ramme for historien end den amerikanske hovedstad, og det gør rædslerne der afdækkes mere personlige og mere mærkbare. Den katolske kirkes systematiske, indbyggede misbrug af børn i Boston i starten af årtusindet er uforglemmelig fra start af, og udvidelsen af horisonten fra én præst til hvad virker som hele verden øger forfærdelsen. I en film om ofrene for misbrug og organisationen der skjulte det bliver filmens første replik den mest hjerteskærende: Baseret på virkelige hændelser.

Det lokale element spiller en afgørende rolle i filmen - Boston iscenesættes næsten som en landsby, lille og afskåret. Og som advokaten der fører sager mod den katolske kirke på vegne af ofrene siger: “Hvis det kræver en landsby at opfostre et barn, kræver det en landsby at misbruge et.” Dét bliver mantraen for efterforskningen, der efterhånden sætter sig i journalisterne selv. Sagens kerne er allerede sjælesøgende nok, men Spotlight sætter ikke farten ned, når den introducerer sjæleligheden omkring det, at efterforske en insitution, man troede man kunne stole på. Men behovet for sandheden er større - langt større - end journalisternes eget behov for et bekvemmeligt liv, et faktum de langsomt indser som filmen udspiller sig.

Det er den samme lektion Woodward især indser i hans og Bernsteins søgens på fakta omkring, hvad der virkelig skete ved Watergate, og hvem der virkelig stod bag. Det er ikke deres tro på nogen gud der er på højkant, men troen på demokratiet og dets processer. Koncepter under angreb, ikke bare i form af Watergate-indbruddet, som filmen gør klart: Hele den republikanske højborg vises fra dens værste side, når vi får historierne om “ratfucking” (politisk manipulation i form af “drengestreger”) og forfalskede breve fra prominente demokratiske kandidater. Men de unge journalister er garvede, og især Woodward fremstår som en arbejdsnarkoman med et legemligt behov for at afdække, hvad der virkelig skete, og hvilken betydning det havde - og stadig har. Som bekendt tog Nixon afsked med præsidentembeddet, for frygt for at blive kaldt for en rigsretssag, kort tider efter. Men man kan bekymre sig om hvorvidt konsekvenserne var vidtspredte nok, når man ser på det amerikanske politiske system i dag, mærket som det er af usandheder og sykofanti. Men der kan ingen tvivl være om, at der stadig er brug for journalister der er villige til at ofre deres tro på det gode i søgen på og afdækken af det grumme.

Det er journalismens søgelys der sættes i centrum i begge film. Benarbejdet med at opsøge, udforske og undersøge alle vinkler, alle detaljer bliver fremvist med nøjagtighed og ærlighed. Nogle gange er det kedeligt: Begge film har en scene hvori en af journalisterne sidder i et venteværelse, tilsyneladende natten over, fordi de ikke har et bedre spor at følge. Begge film har notater, interviews, diskussioner om skrivestil og grammatik, og begge film er, i deres essens, en formidling af journalistikkens magt og afmagt: For i sidste ende kan de ikke gøre andet, end at skrive historien. Det er op til læserne at vælge, hvad de vil bruge den historie til. I begge tilfælde resulterede det i en reel forandring, udbedringer af kolossale fejlbarheder i korrupte systemer, men i begge ligger også en advarsel omkring, at magt og magthavere altid må holdes i søgelyset.

Cardinal Law - den centrale personificering af kirkens fejlbarhed i Spotlight - blev i virkeligheden forflyttet til Rom. Richard Nixon blev tilgivet af hans efterfølger. Historien slutter ikke.

Men hovedfigurene står ikke alene, og hverken Nixon eller Law - som galionsfigure for galskaben - er aldrig de eneste syndere. All the President’s Men viser med omhu hvor systematisk og bureaukratisk sandheden blev nedbrudt under Nixons kampagne, og da Bernstein, i en af filmens største øjeblikke, tryller mere og mere information ud af en bogholder, der arbejdede for kampagnen, viser det hvor dybt konspirationen går. Hun er bange og uvillig til at tale, men journalistens åbenlyse medmenneskelighed (og uvillighed til at træde tilbage) giver hende et afløb til at fortælle hendes sandhed, fordi hun godt ved, at den fremhæver andres løgne. Samtidig er hun medfølende selv: Hun vil ikke forårsage hendes kollegaer nogen skade eller bringe dem i vanry, men lægger i sidste ende sin lid til Bernstein og hans formidling af historien. Det moralske samarbejde er en nødvendighed, når svære sandheder skal afdækkes.

Lignende scenarier udspiller sig i Spotlight i forbindelse med de samtaler, journalisterne har med ofrene - de overlevende. Her stilles der skarpt på frygt og menneskelighed, når traumatiserede karakterere åbner op for Pandoras æske og hver og en bryder sammen, i sidste ende, på hver deres måde. Det er et underspillet element af dramaet, fordi håbet ikke ligger i deres historier, men i sandheden om opstanden af dem - hele det præstelige grundlag for smerte der ikke holder dem fra at dele fortællingen med de mennesker, de ved kan fortælle sandheden og give dem en stemme, hvor ingen andre kan. Det er et opråb til et samfund, der alt for længe har kigget den anden vej, også når vejen til målet er indhyllet i terror og dystre tider, som når 11. September, 2001, ankommer, og alt andet arbejde ved avisen nødvendigvis stopppes.

Dér kapper linen næsten, fordi samarbejdet vakler i kølvandet på en større historie. Men det falder ikke sammen, og inden længe bliver de første af i alt mere end 600 artikler om overgreb i den katolske kirke i Boston udgivet i avisen, og ilden Spotlight-holdet startede løber langt over Bostons bredder, indtil der verden over afdækkes overgreb og misbrug i kirkelige instanser. Hvad starter med én præst, ender ved Vatikanet.

De to film er markant forskellige, men deres forenede fokus på benarbejdet der muliggøre sandheden fremtræden i lyset, er mesterligt brug af filmkunstens evne til at overbevise og dokumentere. Lige så ordrige og snakkende de er som film, lige så meget fortæller den stille linse, når kameraet sættes fast på en hurtigt udspillet scene, med heltene i baggrunden, hvor de i virkeligheden befinder sig.

Det er film med større forhåbninger end statuetter og billetsalg, men det er ikke stille film. Begge er stjernespækkede og overdådige i deres produktion, men det er i sig selv ikke en garanti for sandfærdighed. Det er derimod igennem de finere detaljer, at begge film sætter deres eget spejl foran os i salen, når sløret fjernes fra en sur virkelighed, hvor store ondskaber og dybe bedragerier skjules af mørke figurere og tårnhøje institutioner. Kameraet giver et indblik i os selv, der strækker sig langt breddere end lærredet, og hvis ikke de inspirerer en til at tage del i en bedre, mere oplyst verden, er der ikke meget der kan. En værdig lektie at hæfte sig ved, i en verden under konstant angreb på sandheden og på idealet om, at verdens fejl er til for at blive set, ikke skjult væk i mørke afkroge.

Kunstens evne til at undersøge og sætte spørgsmålstegn ved de dystre sandheder overgår selvsagt ikke journalistikkens, men understøtter arbejdet der ligger i, at ransage sjæle og sind igennem hårde fakta og utvetydige konklusioner. Netop fordi, at journalisten afhænger af læseren, agerer filmen en bro imellem de to, en mægler der kan både sælge og købe. Det er en tosidet klinge til tider, men når det lykkedes giver det en sensationel fornemmelse af, at alt i filmbranchen ikke bare er stjernestøv og røde løbere.

All the President’s Men og Spotlight forener filmkunstens dobbelte rolle som underholdning og oplysning. Igennem kameraet ser vi personer der gjorde en mærkbar forskel, de hyper-kompetente ildsjæle hvis dedikation og uvillighed til at acceptere halve løsninger resulterede i en bedre verden. Samtidig er det film om de udfordringer sandheden altid står over for: Det finansielle pres for at sælge aviser og konkurrencen på markedet, magthavernes interesse i at skjule deres egne misgerninger og det faktum, at nogle sandheder er så svære at erkende, at det kan være lettere at ignorere dem.

Tricket er at lade være.