Jaws (1975)

Årsagen til en generations vandskræk, den originale blockbuster og starten på en af de største karrierer i Hollywood i de sidste 50 år. Jaws er mange ting, men først og fremmest er det en forrygende, fortryllende film om mennesker, ikke monstre.

Vi svømmer gennem tang og ålegræs, en ukendt, men allerede foruroligende skikkelse på havets bund. Kameraet er vores øjne—hajen er vores krop. Plakaten kropsliggøres fra start af: Ikke med publikum som den uskyldige svømmer på overfladen, men som monsteret fra dybet.

Sådan starter Jaws, kort før den rigtige svømmer, Chrissie, bliver flået i stykker af hvidhajen der danner ramme for fortællingen om det arkeamerikanske og homogene lokalsamfund, Amity Island.

Jaws er en film om mennesker, modsætninger og hjem—ikke en film om en haj. Hajen er på uhøjtidelig vis tyvstjålet fra Melvilles hval som metafor for noget der både frygtes og hades, men ikke respekteres. Den er argumentet i øboernes liv der fortæller dem, hvordan de skal leve og dø. Symbolet på det farlige, det foranderlige og de underliggende konflikter, som så let kan boble over.

Og den bliver ved med at komme, til der ikke er mere at komme efter.

Amity Island i en turbulent tid

Konflikten opstår ikke af Chrissies brutale død men ved karakterernes reaktion på den. Da Amitys borgmester, Vaughn, træder ind i billedet, ledsaget af den lokale avisredaktør og retsmedicineren, skifter sidstnævnte holdning på stedet: det var ikke et hajangreb, slår han fast, men en bådulykke der forårsagede Chrissies død. Både publikum og Brody ved bedre. Men han er i undertal, og Brody må erkende det første nederlag af mange—strandene må ikke lukke.

De hvide stakitter og præsentable omgivelser bliver med ét til en metafor for amerikansk selvtilfredshed i en verden, hvor de kan tabe både krige og præsidenter. Autoritet udvandes til en monetær selvfølgelighed, tryllebundet af en selvopfunden nødvendighed og en skræmmende villighed til at ofre pointen for argumentets skyld. Vaughn bliver stykkets skurk, Brody den modvillige helt.

Martin Brody - den lokale politimand på Amity - er vores de facto hovedperson. En udefrakommende der er bange for havet, men som alligevel har fundet sit nye hjem på en stille ø, langt fra New Yorks travle, barske virkelighed (“It’s only an island if you look at it from the water,” som han siger). Amity bliver gennem Brody et idealiseret USA: fredfyldt, politisk sedentært og afskåret fra resten af landets foranderlige virkelighed. Det er en popcorn-film i klassisk forstand, i en tid, hvor film tenderede mere mod kritik af status quo og social forandring. En tid i amerikansk historie domineret af krigen i Vietnam og Watergate-skandalen.

Spielbergs indspark er hverken politisk motiveret eller oprørsk. Det er en stille kontrast til de store bevægelser som en generation af instruktører søsatte i samme årti. For Spielberg var ikke politisk som hans jævnaldrende, han var populist. Alligevel begynder bølgerne omkring Amity Island lige så stille og roligt at skylle mod det amerikanske idyl, og måske tager de noget med sig.

Rædslen fra dybet

Det er Mayor Vaughns stædighed og uvillighed til at acceptere truslen hajen udgør der iscenesætter dramaet i første halvdel af filmen. Et pseudopolitisk spil om lokale bekvemmeligheder og frygt som udfolder sig gradvist i takt med, at pulsen stiger. Brody er hjælpeløs og utilpas i situationen, og det ville være lettere, hvis det var en bådulykke. I hans sindsoprevne stand finder vi ham på en strandstol med hjertet i halsen.

Strandscenen er måske den stærkeste i hele filmen: spændingen forøges konstant i takt med at Brody spejder rundt, fuldt ud bevidst om, at der svømmer en haj rundt derude, mens folk frit hopper i vandet. Det er en ængstelig, inderlig panik, forstærket af John Williams’ musikalske tænder der punkterer vores åndedræt og pumper blodet hurtigere og hurtigere rundt. Ethvert forsøg Brody gør på at affeje den usikkerhed Vaughn ikke kunne afhjælpe slår fejl. Hans blik flakker frem og tilbage uden at fange detaljerne indtil fælden klapper og drengen Alex Kintner forsvinder ned i dybet.

Meget er blevet gjort af Spielbergs valg om at skjule hajen fra publikum indtil sidste akt, men ikke uden grund. Da Alex fortæres i frit udsyn og det eneste vi ser af monsteret der gjorde det er en sløret skygge og et plask i havet sætter det sig i os som hajtænder. Men det blodbad angrebet efterlader er intet i forhold til den panikramte mor, der fortvivlet løber i vandkanten. Mens alle andre har trukket sig langt væk med deres familier, står hun alene tilbage.

Hvad der var Brodys og vores frygt er nu morens virkelighed. Fokus er hele tiden på menneskenet, ikke monsteret.

Pulsen er forhøjet og tonen har ændret sig nu: Der udloves en dusør til hvem end kan slå hajen ihjel, og hele øen er sat i værk. Vi introduceres for den garvede Quint til et impromptu byrådsmøde, i hvem vi ser en anden form for fremmedhed end Brodys: Alle kender til Quint, men ingen kender ham rigtigt. Den korte introduktion sætter sig under huden og gør, at vi ikke glemmer Quint, selvom der skal gå lang tid før vi ser ham igen.

Vi møder Matt Hooper, vores tredje hovedperson, i en kaotisk scene på havnen. Han er udefrakommende, ung og kæphøj—antitesen til Amity. Hans verden er videnskab og velhavenhed, og det lokale samfund står med ét i relief til hans modernitet. Hoopers perspektiv på problemet er ikke et af frygt, men nysgerrighed. Han er hajforsker og forstår situationens alvor, og sammen med Brody har han blik for sandheden om, hvad der bevæger sig i havet omkring Amity.

Men da nogle lokale fiskere fanger en tigerhaj, bliver der igen sat tvivl ved spørgsmålet om problemets omfang.

Hverdagens lys og mørke

I det øjeblik bliver Brody mødt af Mrs. Kintner. De lokales jublen maner til ro, men alt andet lige er det for sent for moren til den dræbte søn. Konfrontationen mellem de to - den berøvede mor der bebrejder Brody for sønnens død, og Brody der bebrejder sig selv - er en mavepuster. Det sætter én karakters tab i perspektiv til en andens og menneskeliggøre ikke bare Brody, men hele situationen han befinder sig i.

Næste gang vi møder ham, sidder Brody fortvivlet ved middagsbordet—hans laveste punkt i filmen. Halvt fortabt leger han med sin yngste søn - et kort men sødt indblik i hvad der var et roligt familieliv - indtil Hooper dukker op, langt mere fortrøstningsfuld og med blod på tanden. De åbner et par flasker vin og falder i snak, men Hooper er der med en bagtanke, og snart går de to (let berusede) mænd på jagt efter flere beviser for, at hajen der blev dræbt, ikke er dræberhajen.

Men trods deres ihærdige forsøg er Mayor Vaughn ikke til at overbevise. Byen er afhængig af pengene fra sommerturismen, og fjerde juli er lige rundt om hjørnet. Strandene forbliver åbne.

Turister vælter ind over øen i stride strømme og fylder strandene i hobetal. Patruljebåde er klar i vandet og livreddertårne står som befæstninger i sandet, men det er ikke nok til at berolige Brody. Imens Mayor Vaughn giver interview om øens idylliske charme (til Jaws-romanens forfatter, Peter Benchley) forsøger en desperat Brody at forudse, hvor næste angreb kommer fra. En umulig opgave, der ikke gøres lettere af spøgefugle og postyr. Men han er ubøjelig i sit mål.

Indtil en skygge i vandet passerer under broen til bassinet, hvor Brodys ældste søn netop er blevet sendt hen.

Den tidligere strandscene genklanger da Brody hører kaldet om, at hajen er blevet set. Scenen udspiller sig på samme vis, med en langsomt stigende puls, her understreget af den mere og mere desperate Brodys fodtrin, idet han sætter farten op mod bassinet. Panikken er personlig, og da blodet spreder sig i havet, er det kun få meter fra Brodys søn Michael, som ender i choktilstand.

Det er bristepunktet for Brody. Han møder Vaughn på hospitalet og får endelig ret: Der skal gøres noget, og nu. Vaughn humaniseres kortvarigt her, men det er for sent, alt for sent, for både Brody og publikum. Vaughn kan ikke redde sig selv fra de fejl, han har begået op til nu. Han kan ikke tale sig ud af det, for selv han er - langt om længe - mundlam.

Treenigheden: Brody, Hooper og Quint

Filmens sidste del foregår udelukkende om bord på Orcaen, Quints båd, og involverer udelukkende de tre hovedpersoner. Det er en eksemplarisk vision af en spændingsfilm der udspiller sig på havet, hvor mændene jagter hajen og skændes indbyrdes. Det er i virkeligheden de tre mænd, filmen drejer sig om: Den velkendte arkeamerikaner, Brody, som stykkets everyman, den unge, arrogante Hooper fra fastlandets intelligentsia, og den rå, utæmmelige Quint, der aldrig har lært at stole på andet end sine egne hænder.

Tre mænd bundet af en fælles mission, med hver deres perspektiv og motivation. Brodys pligt til at beskytte lokalsamfundet der har taget ham ind giver ham nu muligheden for at konfrontere sin egen frygt for havet og det ukendte, der lever i det. Det er det familieliv, han har fået, der er på spil. Men han er fanget med to modsætninger, der støder sammen som havet mod kysten, og er selv helt ude af sit element. Ren Americana udfolder sig i bølgernes vold, hvor samfundslag forenes og strides for opnåelsen af et større, helligere mål.

Ombord på båden viser Jaws for alvor sin idealisme, sin naivitet og sin største bedrift. For østkystens vande er langt fra Vietnam og Washington, studieoprør og kønskampe, og de pseudopolitiske sammenstød foregår her kun i deres egen kontekst. Ikke med en løftet pegefinger over for fejlende politikere, krige eller kulturer, men med opløftede armeder vinker mod et usandsynligt fællesskab. 

Et fællesskab, vi bliver inviteret ind i, da de tre mænd endelig mødes på lige fod i bådens kabine.

Quints monolog om oprindelsen for hans had for hajer, er en af filmkunstens største. Leveret med et halvt smil men med dybeste seriøsitet, det er filmens mest rå vision af USA. Quint, der indtil båden sejlede var en perifer karakter, sætter sig i centrum med overbevisning, når han gengiver den oplevelse, der driver ham til det Ahab-lignende vanvid, han er på vej ud i. Hans maniske behov for at besejre hajen forstås først nu, og på trods af hans fremtræden som en uraffineret bølle, bliver han stykkets indvendige helt. Modsætningen til Mayor Vaughn: Lidenskabelig og ærlig, men nedslidt af et liv i margenen. Fodsoldaten til Brodys kaptajn og Hoopers general, Quint er en opsummering af filmens enkelthed: Had og frygt, og sejren over det.

Spørgsmålet nu er kun, hvilken pris sejren har.

Dramaet om bord på Orcaen er et menneskeligt drama, forhøjet af omstændighederne og den unaturlige fejde med hajen, der som katalysator for de tre hovedpersoners fælles rejse skubber til deres særligheder og stædigheder, indtil hele båden knækker over.

Jaws handler i sidste ende ikke om en haj men, som alle gode underholdningsfilm, karaktererne. Deres relation til hinanden og til den forhøjede situation, de står over for. I modsætning til 1970’ernes ydre blik, retter Spielberg linsen indad. Det er en mindre ambitiøs film end mange andre, men det er netop gennem den enkelhed, at genistregen finder sted og Jaws støber sig ind i filmkunstens fundament.

Samfundsmæssigt simpel men menneskeligt medrivende, Jaws er en spændingsfilm af øverste skuffe, og en film i særklasse.